17.08.13

Anmeldelse hos ALVERDENS ANMELDELSER

Alverdens Anmeldelser: By K - Green Milfoil

Denne friske farve fra By K hedder Green Milfoil. Det er en herlig sommerfarve som let pifter et neutralt look op. Farven der er vist på deres hjemmeside her, afspejler næsten den virkelige farve – den er en smule lysere og friskere, hvilket jeg kun ser som en god ting.

MÆRKE, BRAND OG KENDETEGN
By K blev etableret i 2012 i Danmark. Brandet er 100% dansk og denne lak er 3-free. Dvs. at den ikke indeholder: formaldehyd, toluene eller dibuthyl phthalater. Til efteråret bliver By K 5-free hvilket vil sige at neglelakkerne helbreds- og miljømæssigt vil være i top som nogle af de første i Danmark. By K elsker dyr, og derfor tester de ikke deres neglelakker på dyr.

FARVE, NUANCER OG SÆSON
No. 43 – Green Milfoil hører til de lyse, sarte og friske nuancer der passer bedst til forår og sommer efter min smag. Den er et perfekt match hvis du bærer noget tøj i de grønlige farver eller måske et neutralt look du ønsker at få piftet lidt op.

TØRRETID OG DÆKNING
Denne neglelak tørrer forholdvis hurtigt. Du skal altså ikke sidde at vente i en halv time før du kan tage næste lag på, hvilket er en stor fordel. Jeg bruger 2 lag med denne farve, og allerede efter de 2 lag er farven og overfladen jævn, som du kan se på billederne.

HOLDBARHED
Denne neglelak har en god holdbarhed. Jeg er meget kreativ, og bruger mine hænder meget i løbet af en dag. Neglelakken holder i op til en uge hvis jeg er lidt forsigtig, og ellers holder den ca. 3-4 dage uden ridser i neglelakken. Man kan med fordel reparere med et ekstra lag hvis noget falder af, uden at det kan ses.

PRIS SAMT MIN VURDERING
By K neglelakker koster normalt 79,- pr. stk. Den grønne farve er simpelthen så frisk og skøn, og jeg er super glad for at have den i min samling, selvom det ikke er en jeg bruger til hverdag. Konsistensen og tørretiden sammenlignet med holdbarheden og prisen, synes jeg er fornuftig.

Derfor får denne neglelak ♥ ♥ ♥ ♥ ♥ / ♥ ♥ ♥ ♥ ♥.


By K neglelakker kan købes i deres webshop som du finder her, og i en masse fysiske butikker rundt i landet, du finder din nærmeste forhandler her.

Neglelakken er sendt til anmeldelse af By-K.dk, men teksten og holdningerne er 100% mine egne. Tak til By K for et lækkert produkt.

No. 43 Green Milfoil